SLET DIAGNOSEN

En tidligere beboers vidnesbyrd lyder:

SLET DIAGNOSEN!

De får ikke selv indflydelse på behandlingen!

Hvad sker der egentlig efter chokket, der lammer den del af mig, som var den person, jeg kunne genkende, og som havde et barndoms- og ungdomsliv af erfaringer at trække på? Chokket kom med diagnosen. Jeg var nået frem, men til hvad? Der var to dele, der fyldte i mig. Den del som var mig selv som den person, jeg kunne identificere mig med, og som jeg trods alt vidste, hvem var. Den anden del var den skabte overlevelsesdel, som jeg måtte have med mig for at finde hjælp til at få styrket den oprindelige person. Jeg håbede altså på at kunne finde nogen, der kunne gå sammen med mig og hjælpe mig med at finde mere af mig selv, for jeg vidste, jeg var gået ind i en blindgyde.

Diagnosen er starten på forvirring. Jeg ved godt, at den er målet, og at den er beviset for, at overlevelsen bliver fuldbyrdet, men jeg bliver forvirret, da jeg mærker følelsen omkring den. Følelsen af total intethed. Indånding stoppes. Liv stopper.

Følelsen har plantet sig, da jeg går behandlingen i møde, men trods den siger jeg til mig selv, at det ikke betyder noget: "Jeg er ikke havnet i intethed, for hjælpen er på vej!" Mere og mere forvirret og fortvivlet bliver jeg, da behandlingen går i gang. Behandlingen som består af intet. Der er ikke nogen behandling..... Jeg skal bare være der, opholde mig der, mens nogen "tager vare " på mig. De taler til mig som dem, der ved, hvordan behandlingen skal være. De spørger mig ikke. De spørger ikke personen, der sidder bag ved det og søger svar. Forvirringen er total, og fortvivlelsen bliver større og større. Følelsen, lammelsen og suset, der opstod ved diagnosegivningen vokser sig enormt stor, og den vil jeg ikke mærke. Den fortæller mig, at jeg sidder i håbløsheden. Jeg må gøre noget. Jeg må overleve og tage drastiske metoder i brug. Metoder, jeg må til at lære, så jeg kan overleve. Jeg er fanget i deres spind, og jeg kan ikke komme fri. ( Jeg kan ikke se mit eget spind).

Med diagnosen opstår altså en ny følelse. En følelse af det endelige. Min gamle identitet forsvinder. Var jeg blevet styrket i min egen oprindelige identitet derfra, havde det dog været muligt at blive styrket som person, idet jeg stadig desperat søgte efter genkendelsen andre steder. Jeg kunne intet genkende i intetheden. Jeg havde aldrig siddet der før. Jeg havde aldrig været uden håb. Det var en følelse, jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med Det var en følelse af total håbløshed. Intethed. Jeg blev ført ind i en behandling, der slet ikke omhandlede mig som person. De opererede på det ydre i stedet for i hjertet, hvor smerten sad. De tog slet ikke notits af, at jeg måske ikke var som "alle de andre", for jeg var ikke en person for dem. De foretog sig end ikke en scanning for at se, hvor problemet lå. De var bedrevidende om dette fænomen - og det var alt det var, et fænomen, og det var fænomenet, de forsøgte at behandle.

Blev personen set før diagnosegivningen var målet ikke nået, og jeg ved ikke, om jeg havde villet have hjælp, inden målet var nået. Men var diagnosen ikke blevet givet, var følelsen af intethed og den totale afskærelse fra det oprindelige ikke blevet oplevet og havde sat sig fast i sindet. Det ville have krævet noget at skulle afskrive sig aldrig at nå målet, men oplevelsen af at være blevet pakket ned i en kasse for aldrig at kunne få løftet låget igen ville ikke være blevet oplevet.

Diagnosen er ikke bare en diagnose, det er en total tilintetgørelse af et menneske. Behandlingen, der følger, bliver en ydmygelse, idet du har fået frataget dig din myndighed. Pludselig er den eneste myndighed, du har tilbage, den, at personalet siger, at du har berettigelse til at undlade dine forældres indblanding i behandlingen. Diagnosen giver dig altså intethedsfølelsen, hvorefter behandlingen tager det sidste fra dig; Håbet.