Hvad er et rigtigt menneske?
Avernakø, den 28. november 2019
HVAD ER ET RIGTIGT MENNESKE?
Et spørgsmål stillet af en diagnosticeret spiseforstyrret
i bogen Anoreksifælden udgivet i 2004
Hvad er et rigtigt menneske for jer? Er det, når man er i stand til at tage beslutninger, i stand til at fungere i dagligdagen og kommunikere med andre mennesker? Jeg spørger bare, for jeg er rystet over at tænke på den behandling, jeg har været igennem, og den måde, jeg er blev sat tilbage i barnestadiet på, fordi jeg havde en indre, uforklarlig smerte, jeg havde brug for at udtrykke. Vi bliver som anorektikere bare sat ind og skal køres igennem systemet. Nu skal I høre, når vi siger, at vi bliver fuldstændig fejlbehandlet. I må turde åbne øjnene nu og se på, at I ikke hjælper nogen overhovedet, der får diagnosen anoreksi. I bliver ved at poste penge i jeres behandling, så længe det vel at mærke er i systemet, behandlingen skal foregå. Når der endelig kommer en alternativ mulighed uden for systemet på tale, holder I jer på lang afstand. I vil overhovedet ikke give det en chance. Det betyder så, at I i stedet vælger at sende personen hjem med held og lykke om et godt liv - om det så skal koste personen livet. I vælger at lukke øjnene for mennesket og ser i stedet kun diagnosen. Ingen ved, om det måske er jeres barn, der en dag vælger at forsvinde ind i diagnosen. Hvor længe vil I overse disse tragedier, bare for at forsøge at glatte overfladen og sørge for, at I kan bevare jeres gode skind. Stille en diagnose, som I kan behandle med piller, og derefter sige: "Færdigbehandlet"!!!!!
Jeg har mærket det på min egen krop, at være udsat for systemets behandling, uden så meget som at føle mig bare en lille smule behandlet som et menneske, blev jeg mere og mere synlig i min elendighed. Det var, som om jeg ikke var til stede som person, men var et tilfælde, lægerne havde al ret til at behandle, som de nu tilfældigvis fandt bedst. Som en sygdom, der bare skulle have den medicin, der kunne lukke munden på mig. I må høre nu, for I har aldrig selv været under kniven. I har aldrig mærket det på jeres egen krop, og det kan godt være, at sandheden er barsk, men ikke desto mindre har I mennesker pligt til at lytte.
Bagved maskerne må der trods alt gemme sig mennesker, selvom jeg ærlig talt må indrømme, at det er svært at forestille sig, når man har været under jeres vinger i en rum tid. I ser en krop og ikke et menneske. I vurderer på adfærden, overtager alt, tager alle beslutninger, som om vi ikke selv er i stand til det. I lyttede ikke til, hvad jeg sagde! Det kan jeg nu se i min journal. I tog overhovedet ikke hensyn til, at jeg bad om hjælp, ikke til at spise, men til at forstå det, der gjorde ondt.
Uvidenheden er simpelthen blevet for stor nu, og det må I indse og tage til jer, for I ødelægger mennesker gang på gang, og hvor længe kan det blive ved? Hvor længe kan et menneske som jeg se på, at samlebåndet bare køre videre, som om ingen har set, at jeg ikke er blevet hjulpet? Ingen har synderligt ladet det bemærke, at jeg blot blev mere og mere indkroget i mig selv,
mens jeg var i systemet. Jeg spørger bare, om I er klar over, hvor denne vej fører hen? I får i hvert fald ikke lov til at blive siddende i jeres tårne og drysse om jer med diagnoser og piller. Det er mennesket, I skal hjælpe, ikke diagnoser!
Behovsforstyrrelser eller "spiseforstyrrelser, handler om mennesker, der har brug for andre mennesker at tale med. En indre, uforklarlig smerte, der skal forløsesmed hjælp. Jeg blev indlagt i håbet om at skulle have hjælp til at komme ud af min "såkaldte" anoreksi. I stedet for hjælp blev lagt i de uvidende lægers hænder, som sørgede godt og grundigt for, at jeg blev mere og mere elendig. Nu bor jeg på et amtsgodkendt, privat bosted på Avernakø, der er et anderledes tilbud til mennesker med diagnosen anoreksi. Ved hjælp af en videreudviklet NLP
terapi har jeg fået mulighed for at se verden med nye briller. Bestemt ikke noget nemt syn,
men et syn, der beskriver den ægte sandhed, som den ser ud i mit liv.
Jeg er ikke blevet behandlet som en sag, der kom ind for at få et stempel og en pille, som så kunne være mit slør resten af livet. Hvorfor skal et sted som dette ikke have mulighed for at hjælpe mennesker? Den eneste, der virkelig ved, hvad dette handler om, må være den, der udefra stopper op og tør se mennesket bag diagnosen. Og det må da være os, der har oplevet helvedet, og som med hjælp fra den, der tør tænke anderledes, har fået mulighed for at se på os selv bag om diagnosen, mærke den oprindelige smerte, der startede det hele. Vi burde da være de bedste til at kunne give klar besked om, hvad der hjælper, og hvad der ikke hjælper. Det forudsætter selvfølgelig, at I betragter os som mennesker og ikke som diagnoser. Systemets uvidenhed får mennesker til at gå rundt som levende døde, Hvor længe skal jeres gode skind stå i vejen for menneskers ve og vel.
Copyright © Krogagergaard