FRA ALLE OS - TIL ALLE JER!

Tegningen illustrerer den indre tilstand og selvbilledet hos alle, som har været igennem hospitalets fejlbehandling, er udført af en ung pige på 14 år, som har ønsket at viderebringe sin erfaringer igennem alle anoreksiens faser, inklusive sondelægning. Hendes beretning lyder:

Dette er historien om Anoreksiland, landet, hvor ingen kan komme ind uden at kende den afhængighed af den dødelige sult, det kronisk lave blodsukker, det ekstremt høje stressniveau, som alle er drivkraften bag de destruktive tanker og deraf følgende selvskadende adfærd.

Efter endt hospitalsbehandling med madplaner og tvangsfodring 6 gange dagligt, inkl. sonde, er vi alle post-traumatiseret, dvs. at vi har altid et billede af et overgreb, som vil fede os op, tage vores skelettynde krop fra os 6 gange dagligt, den skelettynde krop, som vi er blevet 100% identisk med og afhængig af, som billedet på anoreksien.

Efter at alt inden i os er væk, en tom, følelsesløs krop uden adgang til liv og varme, må og skal den altid være en redningskrans, den tynde, kolde krop, at holde fast i. Fjernes den og dermed kontrollen over jeres uvidenhed, er der kun ekstrem angst tilbage, og den skal behandles med ekstrem adfærd, også kaldet spisestop. Det er det stærkeste hemmelige våben, der endnu er givet til livssultne, kolde kroppe.

Da vi nu bliver sendt hjem til en uvidende familie og må finde den, der kan vedligeholde den dødelige, kroniske sult og mit veludviklede stakkels-mig ego, - og familien omkring mig aldrig kan gøre noget rigtigt for stakkels-mig i tilstanden spisestop - må næste hjælp blive genindlæggelse.

Der kan jeg få det stof, det kick/sus af minus-mad, som jeg er blevet afhængig af. Tvang med at spise er at fralægge mig billedet af den tynde krop 6 gange dagligt, hvilket er ekstrem angstfremkaldende.

Bliver det skiftet ud med et billede af en kæmpekrop, angsten, som nu har skilt mit hoved totalt fra min krop, bliver det symbolet, som holder mig i en total splittelse. Den skal holdes ved lige for ikke at mærke den oprindelige smerte, der startede det hele, den ked-af-det-hed, den tilstand af ikke at kunne noget, at være forkert, at tvivle på sig selv, hvad med min fremtid, en eksistentiel krise, som bliver løst ved at læse alle de gode råd om, hvordan man bliver al tvivl kvit ved at vælge en spiseforstyrrelse, at blive tynd og glad, og ender med at blive afhængig af den dødelige sult.

Med bl.a. ovenstående beretning som baggrund har jeg sammen med hende og en anden medforfatter udgivet 2 bøger. Den ene bog er en grafisk novelle, som de foreslog skulle have følgende titel: TIL DØDEN OS FORENER. Jeg var på det tidspunkt i 2009 lidt tilbageholdende med at benytte den titel, men den bekymring har jeg ikke længere. De har alle brug for oprejsning for den behandling, de har været udsat for i sundhedssystemet, så skam kan fjernes fra deres sind.

Jeg har i alle årene håbet på, at erkendelse heraf kunne medføre et paradigmeskift i sundhedssystemet. Det håb har jeg næret siden 2004, da jeg skrev min første bog Anoreksifælden og gav bogen den undertitel, at et paradigmeskift var påkrævet. Det er ikke sket endnu. Den eneste ændring, der er sket siden da, er, at hospitalsbehandlingen med madplaner er udvidet til også at gælde den videre behandling i hjemmet med besøg af kommunens hjemmeteam.

"Terroristen" er flyttet hjem med en splittet familie til følge.

Hjemme fører de en udmattelseskrig mellem hvad man må og ikke må i deres egen indre krig, fanget i en evig selvsnak, der foregår i en rundkørsel uden afkørsel, så man lander i en tilstand af intethed, for at undgå det, der gør ondt. Lindringen for den tilstand er ultimativt døden: Til døden os forener.

Det er den positive intention for "terroristen" for den adfærd, som vedkommende udviser, og som er uforståeligt for omverdenen og derfor ikke bliver behandlet. Der tilbydes et utal af kurser til pårørende med overskrifter som Den gode måltidsstøtte eller Måltidsstøtte, som kun holder den tynde krop ved lige, den kamp, hvis udfald er givet på forhånd: Sejren i døden!

Konsekvensen i det forløb er gentagne indlæggelser og derefter følgende ekstrem adfærd i hjemmet, som netop er udtryk for, at den behandling, som foretages på hospitalet og videreføres i hjemmet, er udtryk for en fejlbehandling. Det er udtryk for en manglende forståelse/viden om, hvad der foregår inde i hovederne på personerne. Det har katastrofale følger for behandlingen, ikke alene i det offentlige system.

For som Søren Kierkegaard skrev i 1843:

Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.

Manglende forståelse og indsigt fører ingen ændring med sig i den fortsatte kamp, kun en fortsat udmattelseskrig i personen, og den føres ud i omgivelserne, som ikke kan forstå, hvad der sker, hvad de gør forkert. De har jo blot gjort, hvad de fik besked på fra sundhedssystemet. En spiseforstyrrelse bliver fortsat en gåde for alle involverede parter.