ATS - at tænke sig!

ATS

- at tænke sig

• Læst på DR´s hjemmeside den 18. februar 2020: "Vi er simpelthen for gamle"

Det er skræmmende læsning og særdeles utrygt for både forældre og unge at høre fra ledende overlæger i Børne- og Ungdomspsykiatrien.

DEN HEMMELIGE KLUB på internettet er ikke det mest skræmmende. Det, der bør skræmme, er, at hemmeligheden ikke handler om internettet, men blot et sted, hvor de unge, som søger døden, hjælper hinanden ud over kanten og ind i euforiens lysende, svævende og vægtløse verden. De unge er via diagnoser som selvskadende adfærd, cutting, anoreksi, atypisk spiseforstyrrelse o.a. blevet dybt afhængig af det indre sus, som den selvskadende adfærd og selvpiskende, nedladende indre ordre, en selvsnak, som de selv har valgt, som skal holde dem selvskadende, som igen giver en nedladende selvsnak, som igen giver dem suset, som igen giver en nedladende selvsnak osv. osv. Den selvforstærkende negative selv er nu blevet et must for at kunne holde den euforiske tilstand vedlige.

Det er her hemmelige klubber opstår, og internettet er et fantastisk sted til at få ideer.

AT TÆNKE SIG: En hel verden kan samles om at holde det negative sind vedlige. Indtil videre kan så vidt vides ca. 1000 deltagere hjælpe hinanden til at begå selvmord: at dø i en eufori

Det må undre!

OPDAGELSEN af denne sandhed blev gjort for snart 20 år siden af en person, som afslørede hemmeligheden bag den for os uforståelige adfærd, nemlig at overleve ved ikke at spise. Det er sandheden bag anoreksiens tynde krop, som vi har skrevet bøger om. Det var dengang, og det er i dag 20 år efter de samme mekanismer, der hersker i hovedet på den selvskadende, diagnosticerende unge, frustration, vrede, utilfredshed, som lever efter nu blot et klik på 1000 gode råd til at forsvinde ind i det uvirkelige, vægtløse liv, uden ansvar for sig selv og andre, de efterladte. De står med smerten, sorgen og uforståeligheden som det eneste. Hvem hjælper de efterladte, så de ikke forsvinder i afmagt og for familien.

• Læst på dr.dk/nyheder 5. november 2018: Eksperter dybt uenige om behandlingen til børn med anoreksi

Eksperter er uenige, og alligevel fortsætter behandlingen af børn og unge under 18 år efter psykiatriens foretrukne bekæmpelse af sygdommen, hvor barnet skal hjem til mor og far og blive behandlet dér.

Sundhedsstyrelsen, der anbefaler brugen af familiebaseret behandling i sine anbefalinger, skriver, at der mangler forskning, der kan bakke metoden op. Hvor er evidensen, som Sundhedsstyrelsen altid kræver fremlagt, når alternative metoder skal vurderes?

Hospitalets læger forklarer dette med, at behandlingen i første omgang er at få spist, så hvis det ikke er forældrene, der varetager det, så skal barnet indlægges, og det er jo et langt større indgreb i et barns liv at blive indlagt.

ALTSÅ: Behandlingen består i en madplan både hjemme og på hospitalet, og derhjemme, medfører det en splittet familie. Hvordan skal man kunne forklare, at familien skal kunne klare opgaven, når hospitalet heller ikke kan, ud over at kunne lægge sonde, altså i sidste ende ved anvendelse af tvang.

Det må undre!

Måske fordi man taler OM den unge uden at spørge den unge om problemerne. Prøv at lytte til, hvad Freja siger:

"Det er lidt, som om man ikke er inde i sin egen krop. Det er ligesom, at der er en anden, der styrer en."

Den side af lidelsen forholder man sig ikke til, så det er ikke overraskende, at blot ganske få kommer videre, hvad dette så end måtte betyde.

• Læst på Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskades hjemmeside den 27. februar 2020: Har du tidligere haft en spiseforstyrrelse, men er nu blevet rask? Og har du lyst til at bidrage til mere viden omkring recovery fra spiseforstyrrelser?

Så er det dig, vi søger i forskningsenheden for spiseforstyrrelser på Psykiatrisk Center Ballerup, hvor vi, i samarbejde med LMS lige nu er i gang med en større undersøgelse om recovery. Formålet med vores forskning er at øge forståelsen af, hvordan man bliver rask efter at have haft en spiseforstyrrelse, herunder processen til at blive helbredt. Vi håber derved på sigt at forbedre livskvaliteten og behandlingsmulighederne af patienter med en spiseforstyrrelse.

Kriterier for deltagelse:

• Du har tidligere haft en spiseforstyrrelse, men definerer nu dig selv som rask

• Du spiser hverken restriktivt, har overspisninger eller opkastninger

• Ovenstående kriterier har været gældende i min. 12 måneder

Det må undre!

Landsforeningen har i årevis rådgivet unge om spiseforstyrrelser og nu også

selvskade i det hele taget, og nu søger man unge om indsigt i processen til at blive rask! Det må da være naturligt at stille spørgsmål om værdien af deres rådgivning.

Den forskning, som man søger gennemført, kan man finde gennemført de seneste 20 år på Krogagergaard.eu. Det er der skrevet 3 bøger om. Der er i de 20 år ikke registreret et eneste tilbagefald., når de har aflagt sig deres restriktive adfærd,overspist eller kastet op. De er blevet hele mennesker i processen tilbage til livet og dets udfordringer med en forbedret livskvalitet. Der har været behandlet op imod 130 unge mennesker.

• Læst i dr.dk/Sundhed/Forskning den 07/11/18 : Mor og far er nøglen i behandling af anoreksi.

Faktisk er den familiebaserede terapi dobbelt så effektiv, når det kommer til at helbrede anoreksi-patienter. Det viser et amerikansk studie fra Stanford University, der bliver publiceret i Archives of General Psychiatry i dag.

Anorektikere skal ikke sidde alene til individuelle terapi-sessioner og udforske de underliggende grunde til deres sygdom. I stedet skal deres familier involveres og trænes op til at holde anorektikeren i stram snor, så han eller hun spiser nok og ikke træner for meget.

Overlæge på Center for Spiseforstyrrelser ved Odense Universitetshospital Kirsten Hørder siger til Videnskab.dk:

"Jeg synes, det er en rigtig vigtig forskning, for der er ikke lavet særlig meget forskning i behandling af anoreksipatienter.. men der egentlig ikke tale om ny viden, nærmere en bekræftelse på allerede eksisterende viden fra 8oérne 90érne.

Alle nye tiltag har været ny vin på gamle flasker. Mad og vægt - mad og vægt hver gang! Det er kun proceduren, man har ændret, involveret kommunerne i hjemmene med

Det må undre!

Læs lige følgende fra en forældre:

Anoreksi

Den behandling, vi fik tilbudt, gjorde ondt værre

Overvågning, madplaner og vægtkontrol blev til en ulidelig og uværdig kamp, - som gjorde den følelsesmæssige afstand til vores datter endnu større og mørkere. Hun trak sig længere og længere ind i sig selv og væk fra os.

I Sundhedsstyrelsens publikation om anoreksibehandling 2019 slås det fast, at der mangler forskning inden for behandlingen af anoreksi, og dette skal ses i sammenhæng med, at antallet af unge med spiseforstyrrelser eller anden selvskadelig adfærd til stadighed øges.

Jeg har sammen med andre forældre i samme situation forgæves forsøgt at fortælle vores historie mht. anoreksibehandling til læger, sundhedsministeren, Head Space, Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser (LMS), forskere mv. i håb om, at nogen ville lytte til vores erfaringer. Men ingen har villet lytte. Er det fordi, der heri ligger en kritik af det offentlige system? Fordi den metode, som vi til sidst anvendte, og som gjorde vores datter rask, endnu ikke er videnskabeligt godkendt? Det er jo netop det, vi efterlyser, at den bliver.

Jeg mener ikke, at der kun er én vej til behandling af anoreksi, eller at den offentlige behandling aldrig virker. Men jeg oplever, at man ved meget lidt om de mekanismer, der igangsætter og vedligeholder anoreksi.

Da vores datter fik anoreksi, oplevede vi magtesløshed og usikkerhed hos den praktiserende læge i forhold til, hvilken behandling der kunne iværksættes. Vi søgte derfor hjælp gennem Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser. De anbefalede en behandling, der baserede sig på vægtøgning og kognitiv samtaleterapi, dvs. ændring af negative tanker og handlemønstre. Det er stadig denne behandlingsform, der er mest evidensbaseret og anbefales af sundhedsstyrelsen.

Måltiderne blev en daglig kamp og var følelsesmæssigt meget svære og var det rene mareridt for os alle. Vejningen var et sandt helvede. Trods kampen med de negative tanker, madtræning mv., så raslede kiloene af. Vores datter blev en robotagtig skabning, der kun havde et mål for øje; at snyde os med sit fødeindtag. Vores ellers glade og empatiske datter blev kold og uempatisk. Hun blev en levende død. Efter et halvt år i denne behandling så vi os nødsaget til at få hende indlagt.

Heldigvis fik jeg kontakt med Poula Rose Henriksen, som i mange år har drevet et amtsligt godkendt behandlingssted på Avernakø, med forbløffende gode resultater. Hun frarådede os indlæggelse og tilbød os i stedet et ambulant behandlingsforløb. Den afgørende forskel ved denne behandlingsform var, at den ikke fokuserede på kontrol, vægttab, omsorg og observation, men i stedet en undersøgelse af og forståelse for, hvad der ligger bag anoreksien. Udgangspunktet i behandlingen var, at vores datter var et almindeligt ungt menneske med ondt i livet, og at anoreksien var blevet en bekvem makker, som gjorde det muligt ikke at mærke smertelige og ubehagelige følelser.

Poulas arbejde har været drevet af en grundlæggende nysgerrighed for at finde sandheden bag anoreksien og et mønster i de beretninger, som de unge fra behandlingen kom med. Dem fandt hun. De observationer, som hun har gjort gennem en lang årrække, har derfor dannet grundlaget for hendes behandling og hendes bøger. Det forskningsarbejde og den evidens, der ligger bag behandlingen, er beskrevet i bogen: Myten om anoreksiens tynde krop (2009). Beskrivelsen af de tanker og handlingsmønstre, der ligger bag anoreksien, kan læses i bogen Sandheden om anoreksiens tynde krop (2009). Bøgerne er skrevet i samarbejde med unge, som hun tidligere har haft i behandling.

Filosofien bag denne behandlingsform er, at anoreksi er forbundet med en form for velbehag/et sus og følelse af at være i kontrol og have styr på sig selv og omgivelserne via planlægning. Den er en flugtvej væk fra en ubehagelig følelse i kroppen, en måde, hvorpå man kan flygte fra tilstanden, lukke ned for sig selv og blive følelsesløs. Derfor skaber anoreksi og den medfølgende sult en afhængighedsadfærd.De unge lever der et hemmeligt liv, hvor de ubevidst/bevidst lyver over for deres omgivelser for ikke at blive afsløret. Den unge skal derfor bevidstgøres om sit "misbrug" og selvdestruktive adfærd. Han/hun skal guides bestemt og respektfuldt ud af misbruget. Det afgørende spørgsmål i behandlingen er derfor: Hvordan kan du forholde dig til og ændre den smerte, du mærker, når du ikke længere kan bedøve dig selv? Som behandler skal man rumme og have viden om denne side af menneskesindet og den deraf følgende flugt. Der er en positiv intention bag enhver handling, også bag denne uforståelige adfærd

Det, som vi oplevede som fejlslagent i den offentlige behandling, var, at vi blev pålagt at overvåge vores datter i alle spisesituationer, veje hende, samt tage ansvaret og beslutninger fra hende. På denne måde gjorde vi hende til en baby og opfyldte derved hendes ønske om ikke at være på vej til at blive et voksen og selvstændigt individ. Der er derfor også utallige eksempler på piger, der er blevet sondemadet, og som trods en forbedring af vægten aldrig slipper madplaner, kontrol og en anorektisk adfærd. De bliver aldrig rigtig ansvarlige for deres eget liv, men fastholdes i en form for umyndighed. Men det handler i langt højere grad om at bevare sunde relationer. Der er stor fare for, at madplaner, daglig vejning og overvågning ødelægger relationen mellem den unge og forældrene. Det bør derfor ikke være en forældres opgave.

I behandlingsforløbet lærte jeg også, hvor vigtigt det var ikke at lade sig styre af en adfærd, der signalerer "stakkels mig". Den unge kan derved få opmærksomhed, omsorg og følelsesmæssig kontrol over sine forældre. Dette er et voldsomt magtmiddel, der kan resultere i, at man som forældre til sidst ikke er i stand til at leve et normalt liv, men i stedet bruger al sin tid og energi på at observere, bekræfte og drage misforstået omsorg for den unge. I behandlingen skal man derfor afsløre denne magt, både for den unge og forældrene. Madplaner, overvågning og kontrol fodrer desværre denne mekanisme. Det er derfor også vigtigt de unge ikke bliver hospitaliseret eller umyndiggjort, for så har de kun "stakkels mig" tilbage.

Igennem behandlingen udvikler de således en evne til at se sig selv udefra og de muligheder, som de har for at handle anderledes, uden at de mister noget værdifuldt. De begynder at mærke sig selv igen og få selvværdet tilbage. Derved igangsættes en positiv, selvforstærkende proces.

Jeg er dybt taknemmelig for, at vi valgte denne behandling, og tør slet ikke tænke på, hvor det kunne være endt, hvis vores datter var blevet indlagt. Jeg er i dag stadig forundret over, hvor hurtigt hun vendte tilbage til livet, endda med fornyet selvindsigt. Hun er i dag færdig med gymnasiet og rejser ud i verden på egen hånd. Hun er blevet en moden og selvbevidst ung kvinde. Med mod på livet.

Ingen børn, unge eller forældre er skyld i anoreksi eller anden form for selvskade. Det sker, fordi livet ER smertefuldt og krævende. Anoreksien er vejen væk fra livet og ind i døden. Vi kan som forældre, lærere, pædagoger, læger, psykiatere mv. lære meget af Poula Rose Henriksens arbejde og erfaringer. Det er værdifuld viden, som viser, hvordan vi kan hjælpe de unge til at udvikle selvbevidsthed, livsmod og robusthed. At beskytte dem fra smerte og ansvar er derimod vejen ind i en evig tilstand af energiforladthed og livløs umyndiggørelse.

• Udtalelse af Lone Møss, der var med til at starte Anoreksiforeningen i 1996, i en samtale med medarbejdere på Krogagergaard i år 2000: "ANOREKSIEN vil blive et lige så udbredt problem i det 2100-århundrede, som pesten var i middelalderen."

Det må undre!

Tænk, hvis man havde taget lige så alvorligt hånd om det, som har udviklet sig epidemisk blandt de unge mennesker som man gør for tiden for at inddæmme det hastigt stigende antal smittede med covid-19 virus, dengang da de første tilfælde af mistrivsel viste sig. Det som man stadig omtaler som en spiseforstyrrelse. De sidste 20 år har denne adfærd smittet et utal af unge mennesker gennem medierne og oplysningskampagner via foldere, smukke plakater af unge smukke rygge (LMS kørte rundt i Kbhn med overklistrede busser med disse budskaber i begyndelsen af 2000.

Siden har alle aviser, radiokanaler, bøger skrevet af unge med disse diagnoser udkommet i takt med at antallet af alle former for forstyrrelser, der handler om selvskadende handlinger, er steget til uoverskuelige mængder, og de bliver ved. "Now, this is not the end. It is not even the beginning of the end,. But it is, perhaps, the end of the beginning (Churchill)"

Aldrig har man set så mange former for selvskadning. Det er de unges måde at flygte fra et stresset, uoverskueligt indre liv!!!

Hvor længe skal denne adfærd styre de unge og deres familier til et liv i isolation uværdig livsstil? Alle er fanget i fælden. Den unge, familien, sundhedsvæsnet og kommunerne, som nu skal organisere de unges liv, når de kommer hjem til en total uforberedt familie med søskende og andre familiemedlemmer.

Tænk, hvis man havde lyttet til den unge, fundet årsagen til adfærden og stoppet smittekilden.

Den ekstremt store opmærksomhed på den unges adfærd og krop. Nøgne skeletter var og er stadig guf for en ung, der søger løsningen på den uforklarlige ked-af-det-hed, den tunge krop og et forvirret hoved, som den unge plages af. Den indre negative rundkørsel uden afkørsel. Den kaldes også en kognitiv dissonans. Den skaber en indre kaos og forvirring samt depression i den unge, en tung krop uden lyst og glæde.

De unge er nu både piger og drenge, ca. 10-11 år, når de forsøger at løse denne ubehagelige indre tilstand med at flytte fokus til kontrol og mad. De er nu fanget i det, der bliver til en planlægningsafhængighed uden mulighed for selv at komme ud. Det virker nemlig, suset, når man ikke spiser, Yes, jeg er i kontrol! Jeg har ikke brug for hjælp. Jeg kan selv. Den unge dreng, som er utilfreds med den alt for tynde, ranglede krop, kan i 11-14 års alderen vælge at skabe den krop, som ses på de rigtige hjemmesider, men lander i suset og afhængighedsfælden, adrenalin- suset. Bliver tyndere og tyndere og ender med at få diagnosen atypisk spiseforstyrrelse. Den unge får et chok. "Jeg ville jo bare være sund og se rigtig flot ud. Hvad skete der?" Afhængig uden mulighed for at slippe planlægningsuset. Afhængigheden af planlægning hærger nu den unges hjerne. Kroppen er ikke længere en del af den unge. Skam og uforståelighed- "jeg vil væk, ingen må vide det her! Jeg ser en tynd pigekrop. Det er ikke mig. Piger får anoreksi, ikke drenge.De behandler mig som anorektiske piger. Jeg skammer mig. Jeg må fortsætte for aldrig at mærke det, der går så ondt."

"Hvad gik galt?"

Copyright 2020© Krogagergaard