Anoreksibehandling i det danske sundhedsvæsen

2. august 2021

Skrevet af Far til pige (Navne kendt af krogagergaard)

Anoreksi-behandling i det danske sundhedssystem

Anoreksi er en spiseforstyrrelse, hvor mad bliver midlet til at kontrollere en angstforstyrrelse. Som sådan er anoreksi ikke en sygdom, men relaterer sig til stress. Angst er en bekymring for fremtidige begivenheder, og frygt er en reaktion over for nutidige begivenheder. Begge er til stede i en angstforstyrrelse. Det er for det meste sociale angstforstyrrelser (SAD), som fører til spiseforstyrrelser. Symptomer på en angstforstyrrelse er hvileløshed, irritabilitet, let til træthed, koncentrationsbesvær, underlivssmerter, brystsmerter.

Standard behandling for anoreksi på danske hospitaler er baseret på kognitiv adfærdsterapi (CBT). Logik bliver brugt heri til at bortkaste falske overbevisninger, der fører til destruktive sindsbevægelser. En mere særlig form er DBT (Dialektisk Adfærds Terapi), som bruges i behandlingen af anoreksi på Bispebjerg hospital i København..

Problemet med at bruge logik og sprog er, at de henvender sig for det meste til alle de bevidste dele af den menneskelige hjerne, sådan som frontallappen og det neomammaliske kompleks. Imidlertid er mange patienter overhovedet ikke rationelle og fanget i et dysfunktionel limbisk system. Det system er også kaldt hjernens paleomammaliske kompleks, som styrer adfærdsmæssige og følelsesmæssige svar på overlevelse. Det indbefatter amygdala (ligeledes kæmp og flygt centeret, ansvarlig for frygtregulering, social bearbejdelse og evnen til at fokusere) og hippocampus (hukommelse og genkaldelse af forekomsten af visse hændelser). Behandlingen af anoreksi kan ikke klares ved kognitiv adfærdsterapi (CBT) alene, fordi det ikke når de mest grundlæggende dele af hjernen, som er i en høj alarm - kæmp og flygt - tilstand. Det bliver endog værre, når traumatiske erfaringer er grunden til anoreksi, hvor angsttilstande er så stærke, at det forårsager en adskillelse mellem de mere bevidste dele af hjernen og de mere primitive, ubevidste dele af hjernen. Den manglende forbindelse mellem "hoved og krop" bevirker oplevelser af at stivne tidsmæssigt i det ubevidste.

Kognitiv adfærdsterapi er minimalt effektiv, især når anorektiske patienter er stærkt underernæret, og hjernen ikke arbejder rationelt, men er i en overlevelsestilstand. Når dette er tilfældet, er fokus på anoreksi behandling på danske hospitaler flyttet bort fra årsagen til lidelsen til symptombehandling, hvilket er indtagelse af mad og vægtforøgelse.. Kognitiv adfærdsterapi og DBT (DAT) kan derfor kun blive brugt, når patienterne er tilbage på en sundhedsmæssig vægt. Det betyder simpelthen, at i alle de mange måneder, som anoreksi patienter er på danske hospitaler, er der stort set ikke fokus på de psykologiske årsager - og behandling af lidelsen. Og der tilbydes ikke nogen direkte hjælp, så snart de bliver udskrevet fra hospitalet. Det er op til forældrene at finde ud af hjælpen. Med et ubarmhjertigt fokus på indtagelse af mad og vægtforøgelses strategier , patienter og forældre kan det fortsætte i mange år med den tro på et system, der lover helbredelse, men alt for ofte blot gør tingene værre.

DBT har det synspunkt, at patienten er en allieret, snarere end en modspiller, men dette er ikke som det fungerer i praksis for behandlingen af anoreksi på danske hospitaler. De fleste patienter behøver at overleve, hvilket betyder, at indtagelse af mad bliver tvunget, baseret på et system af straf og belønning. Dette ender ofte i voldsomme psykiske anfald hos patienten, som bevirker endog yderligere traumatisk oplevelser, og som så fastholder og uddyber skismaet mellem de bevidste og ubevidste dele af hjernen. Behandlingsmetoderne, som bliver brugt, er "hårdt imod hårdt", som indebærer fiksering af patienter, fjerne aktiviteter, og hvis intet virker så "sonde". Ofte er udtryk sådan som "vi vil knække dem og vi vil forme dem", som øjensynligt er ment som en hentydning til "sygdommen", men det nedbryder ligeledes mennesket indvendigt, simpelt fordi det indvendige i mennesket ikke er i fokus.

Hvis logik og sprog ikke er vejen til at behandle anoreksi patienter, især dem i puberteten, fordi teenage-hjernen allerede er i en tilstand af kaotiske udviklingsforandringer, hvad virker så? Hjernens limbiske system fungerer ikke med logik og sprog, men den arbejder med mentale billedsprog (billeder) og kropslige sanseindtryk gennem de 5 sanser. Der er terapier, som arbejder med mentale billedverdener, sådan som NLP, og i 90erne udvikledes en terapi, som blev kaldt EMRD (Eye Movement Desensitization and Reprocessing,) som meget virkningsfuldt er brugt i relation til post-traumatisk-stress.syndrom (PTSD) og som er anerkendt af WHO som en af de to mest effektive behandlingsformer hertil. Hvorfor er disse terapier ikke indeholdt og officielt anerkendt i behandlingen af anoreksi i Danmark?

I EMRD-terapi er vægten lagt på indre ro. Og det giver komplet mening med hensyn til det limbiske system, som vedrører følelser i relation til at give mad, forplantningsomsorg og forældreomsorg. Men hvis følelserne omkring at give mad involverer afstraffelse, og hvis forældre, som bliver bedt om at gå i såkaldt familieterapi, forventes at blive hårdkogte vagter mod "sygdommen", ligegyldigt hvad omkostningerne måtte blive for forholdet mellem dem og deres barn, så hvilken virkning vil det have? Det limbiske system reagerer stærkt på kropslige indtryk og sansninger gennem de 5 sanser. Så hvorfor kan det være, at anoreksi- afdelinger på danske hospitaler ligner reelle fængsler. PÅ små afgrænsede områder kan de gå omkring i små cirkler, hvis de overhovedet har tilladelse til at komme ud af deres værelser, med toiletter, som kræver nøgler fra sygeplejersker til at blive åbnet, med værelser for patienterne, som er sterile, da ingen udsmykning er tilladt. Det er ikke noget under, at de ikke føler sig "hjemme" og falder til ro! Og hvorfor er der ingen eller næsten ingen form for kropslig behandling eller en smuk have med blomster og træer, hvor patienterne kan udføre havearbejde, og være tæt på naturens beroligende påvirkning. Hvorfor er der næsten ingen sociale begivenheder?

Problemet er ikke hensigten med at behandle anoreksi. Problemet består i den projicerede, idealiserede virkelighed for, hvordan dette skulle gøres. En vis metode, godkendt af en eller anden med magt, bliver den eneste form for behandling, som fører til et institutionaliseret system, som ikke er åben for forandring. Andre form for terapi, som kunne have meget mere at byde på, forkastes. Institutionen kan ikke fejle! Og hvis behandlingen ikke giver et heldigt udfald, er det åbenlyst de dysfunktionelle forældres eller patientens fejl, og som så pludselig har andre lidelser! For disse har "institutionen" allerede en løsning, som er en anden institution, hvor dørene kan blive låst, og nøglerne smidt væk! Uheldigvis er dette tilfældet for mange patienter, som ender på anoreksi-afdelingen på "Bispebjerg" og andre danske hospitaler. Det overrasker ikke, at i et klima som dette føler patienter og forældre sig ikke set og lyttet til. Tillid forvandler sig til mistillid, og i den polarisation, som dette bevirker mellem hospital, forældre og barn, kan social frygt og angst opstå. Hvilket er "SAD" ( og er det ikke en af hovedårsagerne til anoreksi...?)